start på hovedindhold

Frivillig indsamling af affald

Er man en forening eller en gruppe, der har lyst til at befri naturarealer eller grøftekanter i Jammerbugt Kommune for affald, er hjælpen meget velkommen.

Den frivillige hjælp til at fjerne affald, gør en stor forskel for det samlede billede af naturen i Jammerbugt Kommune, fortæller Niels Bresemann Jensen, chef i afdelingen for Vej og Park: 

”Vi sætter stor pris på hjælp til at holde naturen ren. Som udgangspunkt kommer vi omkring alle de naturområder, hvor der samler sig affald, én gang om året. Men der kan altså nå at komme en del affald på et år".

Særligt det tidlige forår er relevant, oplyser han:

"Mange steder når vi ikke om foråret, før græsset skal slås, og herefter er det meget sværere at få has på affaldet. Hvis der har været frivillige affaldsindsamlere forbi, inden græsset for alvor begynder at gro, slipper vi for at findele dåser og papir med plæneklipperen og dermed sprede affaldet".

Vi sætter stor pris på hjælp til at holde naturen ren

- Niels Bresemann Jensen, chef for Vej og Park i Jammerbugt Kommune

Der er flere forskellige måder at organisere en frivillig affaldsindsamling på.

Se mulighederne nedenfor:

Året rundt: Lån indsamlingsæt hos Nordværk

Nordværk udlåner på alle tider af året "indsamlingssæt" med:

  • Snappere
  • Affaldssække
  • Trafikveste
  • Engangshandsker.

Kontakt Nordværk på mail och@nordvaerk.dk.

Forår: Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening (DN) organiserer hvert forår en landsdækkende indsamlingsuge, hvor man kan melde sin egen lokale indsamling til, få tilsendt affaldsposer og efterfølgende bidrage med tal i DN's årlige status.

DN Jammerbugt organiserer som oftest her en lokal indsamling, hvor man som enkeltperson kan melde sig til.

Find mere information eller tilmeld en indsamling i DN-regi på: affaldsindsamlingen.dk

Hold dig opdateret på DN Jammerbugt: jammerbugt.dn.dk

Forår: Ren Natur - tjen penge til din forening

"Ren Natur" er et samarbejde mellem kommune, sponsorer og frivillighedsforeninger, som hvert år udbyder et antal lokale affaldsindsamlingsruter, hvor lokale foreninger modtager et mindre beløb for at gennemføre en given rute.

I Jammerbugt Kommune er der otte ruter.

Tilmeldingen åbner den 1. marts, og der er ofte stor tilslutning.

Læs mere og tilmeld din forening på: rennatur.org

Se Årsrapport Ren Natur 2025 Jammerbugt Kommune

Forår: Nordisk Strandrydderdag

Nordisk Strandrydderdag er et arrangement, som afholdes som en del af Ren Natur og arbejdet omkring Strandkasserne og det marine affald. Aktiviteten gennemføres i fællesskab med de øvrige nordiske lande og regioner i "Nordic Coastal Cleanup" - en dag med særligt fokus på at få strandene helt rene.

Læs mere på: www.rennatur.dk

September: World Clean Up Day

World Clean Up Day er verdens største samlede skraldeoprydning med millioner af frivillige indsamlere i 197 forskellige lande.

World Clean Up Day er anerkendt af FN og derfor tilføjet FN's internationale kalender med den 20. september som fast dato - det kan dog veksle lidt i de enkelte lande.  

I Danmark er Plastic Change landekoordinator.

worldcleanupday.dk kan du oprette en indsamling eller tilmelde dig en eksisterende.

Året rundt: Strandkasserne

Der er opstillet strandkasser på kysten i Jammerbugt Kommune. Læs mere her