Kaas - Forslag til Lokalplan 22-003
Kaas - offentlig høring af Forslag til Lokalplan 22-003
Høring
9490 Pandrup
27. april 2026
12. marts 2026
Forslag til Lokalplan 22-003
Kommunalbestyrelsen har på deres møde den 26. marts 2026 vedtaget Forslag til Lokalplan 22-003, og sender derfor planen i offentlig høring i 4 uger, jf. Planloven §§ 24-26. Planerne vil være tilgængelige på hjemmesiden fra den 30. marts 2026.
Hvis du har bemærkninger til planforslaget, vil vi gerne høre fra dig. Indsigelser, kommentarer og ændringsforslag til lokalplanen og kommuneplantillægget skal udformes skriftligt og være modtaget af kommunen senest den 27. april 2026 på adressen:
Jammerbugt Kommune
Toftevej 43
9440 Aabybro
eller på e-mailadressen: plan@jammerbugt.dk
Planforslaget
Baggrunden for udarbejdelsen af lokalplanen er, at Jammerbugt Kommune har modtaget en henvendelse fra Region Nordjylland, fordi de ønsker at afhænde sundhedshuset, men samtidig ønsker de, at fastholde anvendelsen som sundhedshus i bygningen fremover. Der ændres ikke på eksisterende vejadgang, parkering eller bebyggelse – lokalplanen tilpasses de eksisterende forhold.
Lokalplanen gælder for ejendommen matr.nr. 21ck, Den mellemste Del, Jetsmark, beliggende Bredgade 130, 9490 Pandrup. Ejendommen er ca. 9052 m2 stor og er beliggende i byzone. Lokalplanområdet vejbetjenes fra Bredgade, der forbinder Pandrup og Kaas. Bag om lokalplanområdet løber Banestien, som ligeledes forbinder Pandrup og Kaas.
Anvendelsen til sundhedshus er ikke forenelig med anvendelsesbestemmelserne i den gældende lokalplan fra 1999, hvorfor formålet med Lokalplan 22-003 er at ændre anvendelsen af området til offentlige formål i form af sundhedsinstitution.
I den gældende Lokalplan 204 for Jetsmarkhallen mellem Pandrup og Kaas ligger nærværende lokalplanområde indenfor delområde I, hvor anvendelsen fastlægges til sportslignede anlæg og bebyggelse med sportshal med træningshaller, svømmehaller, cafeterier, klubhuse og lignede samt hertil hørende faciliteter. Den gældende lokalplan fra 1999 ophæves for det område Lokalplan 22-003 omfatter.
Der er registreret oldtidsfund i og nær ved lokalplanområdet. For at synliggøre fortiden er et af fundene på den sydlige del af lokalplanområdet afsat, så man kan se, hvor der er fundet hegn og bygninger. Der er også opsat informationstavler ved fundene.
Nordøst for lokalplanområdet ligger Jetsmark Kirke og kirkegård. Lokalplanområdet ligger udenfor kirkens 300 meter byggelinje, men indenfor dens beskyttelseszone.
Forslag til Lokalplan 22-003 og screeningen for miljøvurdering kan ses her.
Klage m.v.
Den endelige vedtagelse af planerne kan påklages for så vidt angår retlige forhold.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, planerne er offentliggjort, jf. vedlagte klagevejledning.
Klage- og søgsmålsvejledning - Planloven
Hvad kan der klages over?
Jammerbugt Kommunes afgørelser efter planloven kan påklages til Nævnenes Hus gennem klageportalen.
Afgørelser efter planloven er blandt andet:
• Landzoneafgørelser
• Afgørelser om lokalplandispensationer
• Afgørelser om lokalplanpligt
• VVM-tilladelser
• VVM-screeninger
• Ekspropriationsafgørelser
Landzoneafgørelser og miljøkonsekvensvurderinger kan påklages for så vidt angår skønsmæssige og retlige spørgsmål. Det vil sige, at du kan klage uanset, hvad der begrunder din klage, og hvad du klager over.
For andre afgørelser kan kun retlige spørgsmål på påklages. Det vil sige, at du for eksempel kan klage, hvis du mener, at kommunen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelsen. Du kan derimod ikke klage over, at kommunen efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.
Hvem kan klage?
• Ministeren.
• Enhver med væsentlig individuel interesse i sagens udfald, herunder en nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker.
• Landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Hvordan klager man?
Du klager via Klageportalen. Klageportalen ligger på borger.dk og virk.dk. Her søger du på ordet ”Klageportal” og logger derefter med din NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 900 for enkeltpersoner og 1800 kr. for virksomheder og organisationer, jf. den nye lovgivning på området. Du betaler gebyret med betalingskort eller giroindbetaling i Klageportalen.
Klagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Jammerbugt Kommune, Toftevej 43, 9440 Aabybro eller raadhus@jammerbugt.dk. Kommunen videresender herefter anmodningen til klagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Frist for at indgive klage
Klage skal være indgivet inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen fra bekendtgørelsen.
Virkning af at der klages
Hvis der klages rettidigt over en landzonetilladelse eller en ekspropriationsafgørelse, har klagen opsættende virkning. Det betyder, at afgørelsen ikke må udnyttes, før klagen er afgjort, medmindre klagenævnet bestemmer andet. Andre klager har normalt ikke opsættende virkning, men udnyttelsen af afgørelsen sker på eget ansvar, da klagenævnet kan ændre afgørelsen.
Indbringelse for domstolene
Afgørelser efter planloven kan indbringes for domstolene. En sådan retssag skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. Det er ikke nogen betingelse, at sagen har været indbragt for klagenævnet.
Uanset om der anlægges retssag, er man forpligtet til at rette sig efter afgørelsen, indtil domstolen måtte bestemme noget andet.
Øvrige oplysninger
Øvrige oplysninger om klagereglerne kan findes på naevneneshus.dk.