start på hovedindhold

Offentlig høring af forslag til lokalplan 05-002 for teknisk anlæg (biogas), Øslev Mark, Skerping

Lokalplan
Type

Høring

Område

9690 Fjerritslev

Høringsfrist
Offentliggjort
Type

Høring

Område

9690 Fjerritslev

Høringsfrist

24. april 2026

Offentliggjort

27. februar 2026

Supplerende offentlig høring af forslag til lokalplan 05-002, teknisk anlæg (biogas), Øslev mark, Skerping- ændret vejadgang

Kommunalbestyrelsen har på deres møde den 28. januar 2026 godkendt ændret vejadgang til biogasanlæg ved Aggersundvej 420 og dermed ændringer til forslag til Kommuneplantillæg nr. 1 (tidligere benævnt nr. 14) og ændringer til lokalplan 05-002 og sender derfor planerne i supplerende offentlig høring i 8 uger, jf. Planloven §§ 24-26. fra d. 27. februar 2026 til og med d. 24. april 2026.

Indsigelser, kommentarer og ændringsforslag til lokalplanen og kommuneplantillægget skal udformes skriftligt og være modtaget af kommunen senest den 24. april 2026 på adressen:

Jammerbugt Kommune
Toftevej 43
9440 Aabybro
eller på e-mailadressen: plan@jammerbugt.dk

Kommuneplantillæg nr. 1 er udarbejdet for at bringe overensstemmelse mellem kommuneplan og Lokalplan 05-002.

  • Supplerende høring af Lokalplanforslag 05-002 ses her
  • Forslag til kommuneplantillæg nr. 1 ses her
  • Screeningsafgørelsen ses her. Screeningsskemaet kan ses her 

Baggrund 

Den 20. juni 2024 godkendte kommunalbestyrelsen forslag til lokalplan 05-002 for teknisk anlæg (biogas), Øslev Mark, Skerping samt kommuneplantillæg nr. 14 med tilhørende miljørapport (se dagsordenspunkt her (pkt. 123)). Planerne har efterfølgende været i offentlig høring fra den 12. juli 2024 til den 13. september 2024, og Jammerbugt Kommune modtog 32 bemærkninger.

Vejdirektoratet indgav høringssvar vedr. vejtilslutningen til Aggersundvej. Vejdirektoratet vil ikke godkende den vejtilslutning som var angivet i lokalplanforslaget, og Vækst- og Udviklingsforvaltningen har derfor været i dialog med dem om alternativ vejadgang.

Grundet den øgede trafik til og fra biogasanlægget kræver Vejdirektoratet et kanaliseringsanlæg med en venstresvingbane på Aggersundvej. Vejdirektoratet vil ikke godkende et kanaliseringsanlæg ud for Øslevvejs nuværende tilslutning til Aggersundvej. Derfor er en ny vejtilslutning via en omlægning af Øslevvej eneste mulighed for at vejtilslutte biogasanlægget med Aggersundvej. Økonomiudvalget godkendte den 12. februar 2025 (se dagsordenspunkt her (pkt. 28)), at processen omkring endelig vedtagelse af lokalplan 05-002 og kommuneplantillæg nr. 14 fortsætter. 

Planprocessen er påbegyndt under Kommuneplan21, men Jammerbugt kommune har d. 18. december 2025 vedtaget kommuneplan25. Rent teknisk betyder dette at Kommuneplantillæg nr. 14 til kommuneplan21 ændrer betegnelse til Kommuneplantillæg nr. 1 til Kommuneplan25.

Ovennævnte nye vejadgang bevirker, at der skal ske en udvidelse af kommuneplantillæg nr. 1 (tidligere benævnt nr. 14) samt en række konsekvensrettelser af lokalplan 05-002, således at vejadgangen bliver omfattet af planerne.

Aggersborg

Der har desuden pågået en proces med Slots- og Kulturstyrelsen samt UNESCO ift. anlæggets visuelle påvirkning på Aggersborg. UNESCO World Heritage Centre med vurdering fra ICOMOS konkluderer (i tråd med miljøvurderingen), at den visuelle indvirkning fra anlægget på den planlagte placering er minimal og uden direkte betydning for Aggersborg.

Bemærkningerne fra første høring af planerne (fra d. 12. juli 2024 til d. 13. september 2024) vil stadig indgå i den samlede hvidbog med bemærkninger. Der er derfor ikke behov for at genfremsende eventuelle tidligere bemærkninger. 

Miljøvurdering

Planforslagene er omfattet af kravet om miljøvurdering af planer og programmer. Kommunen har vurderet, at kommuneplantillægget vedr. delområde 1 er omfattet af kravet om at udarbejde en miljøvurdering, da planen antages at kan få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. § 8, stk. 2 og § 10. Der er derfor udarbejdet en miljøkonsekvensrapport.  Den blev fremlagt sammen med planforslagene i høringen fra d. 12. juli 2024 til d. 13. september 2024.

Screening

I forbindelse med den ændrede vejadgang er der jf. Lov om Miljøvurdering af planer og programmer foretaget en screening af planforslagene i fht den ændrede vejadgang - dvs. vedr. delområde 2. Screeningen viser, at anlæg af vejen ikke har betydning for miljøet. Idet screeningen viser, at der er uændret miljøbelastning af området, er det besluttet, at der ikke skal udarbejdes en ny miljøvurdering af de samlede planer. Denne afgørelse kan inden 4 uger påklages til Planklagenævnet. Screeningen og afgørelsen kan ses under høringer og afgørelser

Baggrunden for miljøvurderingen er en lang række dokumenter, afgrænsninger og undersøgelser. De kan ses her. Desuden kan planforslag af juni 2024 til lokalplan og kommuneplantillæg også ses her. Derudover kan planforslag af januar 2026 også ses samme sted.

Klage m.v.
Den endelige vedtagelse af planen kan påklages for så vidt angår retlige forhold.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, planen er offentliggjort, jf. vedlagte klagevejledning.

Klage- og søgsmålsvejledning - Planloven
Hvad kan der klages over?
Jammerbugt Kommunes afgørelser efter planloven kan påklages til Nævnenes Hus gennem klageportalen.

Afgørelser efter planloven er blandt andet:
• Landzoneafgørelser
• Afgørelser om lokalplandispensationer
• Afgørelser om lokalplanpligt
• VVM-tilladelser
• VVM-screeninger
• Ekspropriationsafgørelser

Landzoneafgørelser og miljøkonsekvensvurderinger kan påklages for så vidt angår skønsmæssige og retlige spørgsmål. Det vil sige, at du kan klage uanset, hvad der begrunder din klage, og hvad du klager over.

For andre afgørelser kan kun retlige spørgsmål på påklages. Det vil sige, at du for eksempel kan klage, hvis du mener, at kommunen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelsen. Du kan derimod ikke klage over, at kommunen efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.

Hvem kan klage?
• Ministeren.
• Enhver med væsentlig individuel interesse i sagens udfald, herunder en nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker.
• Landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.

Hvordan klager man?
Du klager via Klageportalen. Klageportalen ligger på borger.dk og virk.dk. Her søger du på ordet ”Klageportal” og logger derefter med din NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 900 for enkeltpersoner og 1800 kr. for virksomheder og organisationer, jf. den nye lovgivning på området. Du betaler gebyret med betalingskort eller giroindbetaling i Klageportalen.

Klagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Jammerbugt Kommune, Toftevej 43, 9440 Aabybro eller raadhus@jammerbugt.dk. Kommunen videresender herefter anmodningen til klagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Frist for at indgive klage
Klage skal være indgivet inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen fra bekendtgørelsen.

Virkning af at der klages
Hvis der klages rettidigt over en landzonetilladelse eller en ekspropriationsafgørelse, har klagen opsættende virkning. Det betyder, at afgørelsen ikke må udnyttes, før klagen er afgjort, medmindre klagenævnet bestemmer andet. Andre klager har normalt ikke opsættende virkning, men udnyttelsen af afgørelsen sker på eget ansvar, da klagenævnet kan ændre afgørelsen.

Indbringelse for domstolene
Afgørelser efter planloven kan indbringes for domstolene. En sådan retssag skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. Det er ikke nogen betingelse, at sagen har været indbragt for klagenævnet.


Uanset om der anlægges retssag, er man forpligtet til at rette sig efter afgørelsen, indtil domstolen måtte bestemme noget andet.

Øvrige oplysninger
Øvrige oplysninger om klagereglerne kan findes på naevneneshus.dk.