start på hovedindhold

Tour de Jammerbugt skyder sommeren i gang – og samler hele kommunen i bevægelse

Før verdensstjernerne ruller ud i Tour de France, samles Jammerbugts borgere til deres egen tour – hvor både gående, løbere og cyklister er med til at sætte tempoet. I juni 2026 vender Tour de Jammerbugt nemlig tilbage.

Med en ny bevilling fra Kultur-, Fritid- og Landdistriktsudvalget er det samtidig sikret, at Tour de Jammerbugt over de næste fire år kommer rundt til alle 24 lokalsamfund i Jammerbugt kommune.

Tour de Jammerbugt er et gratis motionsløb for alle – uanset om man vil gå, løbe eller cykle. Men det er først og fremmest et arrangement, hvor fællesskabet er i centrum, og hvor lokale kræfter løfter i flok.

Samtidig er Tour de Jammerbugt også med til at få flere borgere i bevægelse – også dem, der normalt ikke dyrker motion i hverdagen.

Erfaringen viser, at mange deltager netop fordi rammerne er uformelle og fællesskabsorienterede, hvor der er plads til alle uanset niveau. Det gør det lettere at tage det første skridt ud i motionen – sammen med andre.

Når målstregen bliver start på fællesskabet

Alle etaper er i år placeret i juni og afholdes i forbindelse med lokale festuger og sportsuger. Det betyder, at løbet ikke slutter ved målstregen – her fortsætter fællesskabet med mulighed for mad, drikke og aktiviteter i målområdet.

• Skovsgaard – den 7. juni 2026
• Hjortdal – den 10. juni 2026
• Trekroner – den 21. juni 2026
• Ingstrup – den 29. juni 2026

Og selvom Tour de Jammerbugt ikke byder på bjergafslutninger som i Frankrig, kan deltagerne godt forvente udfordringer og spændende oplevelser. For eksempel byder mountainbikeruten i Hjortdal/Slettestrand på tekniske spor og kuperet terræn – en rute, der udfordrer teknikken og balancen og med garanti giver sved på panden.

Formanden for Kultur-, Fritid- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen, siger:

"Tour de Jammerbugt er noget helt særligt, fordi det er båret af de frivillige. Her viser vi i praksis, hvad vi mener, når vi siger, at ildsjæle gør forskellen. Når lokale foreninger og frivillige går forrest, skaber de ikke bare et arrangement – de skaber fællesskaber og liv i hele kommunen."

Frivillighed og fællesskab bærer Tour de Jammerbugt

Netop de frivillige kræfter er rygraden i Tour de Jammerbugt. Hver etape planlægges og gennemføres lokalt, og det er deres engagement, der skaber den særlige tour-stemning. En stemning, som ikke kan lade sig gøre uden de mange ildsjæle, der er stolte af deres lokalsamfund og gør sig umage for at vise det frem og skabe en god oplevelse for alle deltagere.

Det er også noget, der kan mærkes uden for kommunegrænsen. I 2025 kom hele 23 % af deltagerne fra andre kommuner – og dermed er Tour de Jammerbugt også med til at vise området frem for potentielle tilflyttere og gæster.

Næstformand for Kultur-, Fritid- og Landdistriktsudvalget, Mette Vestenbæk, siger:

"Det er imponerende at se, hvordan Tour de Jammerbugt både samler vores egne borgere og samtidig tiltrækker deltagere udefra. Det skaber liv i lokalsamfundene – og samtidig er det en stærk måde at vise, hvad Jammerbugt har at byde på, hvis man overvejer at flytte hertil."

Tilmeldingen til dette års etaper er åben så tøv ikke med at tilmelde jer på www.jammerbugt.dk/tourdejammerbugt

Tour de Jammerbugt - fællesspisning
  • Gratis motionsløb for alle – med mulighed for at gå, løbe eller cykle
  • 4-6 etaper hvert år – og i alt 24 lokalsamfund besøges over en 4-årig periode
  • Obligatoriske ruter på alle etaper: Kort turborute, 5 km gå, 5 km løb, 10 km løb og minimum 10 km cykling
  • Arrangeres af lokale kræfter – fra idrætsforeninger og menighedsråd til borgerforeninger og andre frivillige fællesskaber
    250–350 deltagere pr. etape
  • I alt deltog 4.968 personer i 2025
  • 23% af deltagerne i 2025 kom fra andre kommuner
  • Flere deltagere gennemførte alle 4 etaper i 2025
  • Deltagere i alle aldre – i 2025 var den yngste 2 år og den ældste 84 år
  • Første etape af Tour de Jammerbugt blev afholdt i 2019.