
Nyt netværk for butikker i Jammerbugtens landdistrikter
Driver du en købmandsbutik, et mikrobageri eller en anden type detailbutik uden for Jammerbugtens fire centerbyer? Så et dette netværk målrettet dig. Vi sætter fokus på kundeadfærd, markedsføring og synlighed.
Sammen skaber vi levende handelsliv i hele Jammerbugten
Rundt omkring i Jammerbugten findes et helt særligt handelsliv. Her finder man de små butikker, gårdbutikker, producenter og ildsjæle, som skaber liv, oplevelser og lokal identitet uden for de større centerbyer.
Det kan være købmanden i landsbyen. Den lille gårdbutik med lokale specialiteter. Mikroproducenten af surdejsbrød, gin, øl eller marmelade. Eller den unikke butik, som kunder og turister gerne kører langt for at besøge.
Fælles for virksomhederne er, at de tilbyder noget personligt, autentisk og nærværende – ofte drevet af passion, kvalitet og stærk lokal forankring. Men det kræver en særlig indsats indsats at skabe synlighed og tiltrække kunder.
Derfor etablerer vi nu Netværk for handel i Landdistrikterne. Et nyt netværk med fokus på synlighed, udvikling og fællesskab, som samler lokale butikker, producenter og mindre erhvervsdrivende om fælles udfordringer og muligheder.
Formålet med netværket er blandt andet at:

- styrke synligheden for handel i landdistrikterne
- dele erfaringer og idéer
- skabe samarbejde mellem lokale aktører
- blive skarpere på markedsføring og kundeadfærd
- tiltrække flere kunder og besøgende til hele området
Opstartsmøde 16. juni kl. 8.00-10.00

Det første møde i netværket afholdes den 16. juni kl. 8.00-10.00 i Byrådssalen på Rådhuset i Aabybro. På mødet sættes der blandt andet fokus på, hvorfor nogle butikker og lokale specialproducenter formår at tiltrække kunder, som er villige til at køre langt for særlige oplevelser og produkter. Vi får oplæg om kundeadfærd og handelsoplevelser, markedsføring og synlighed.
Program for opstartsmødet

Kl. 8.00: Velkomst v/ Helle Bak Andreasen, Fmd. Kultur, Fritid og Landdistriktsudvalget
Kl. 8.10: Hvem er kunderne og hvorfor er nogle villige til at køre langt efter specifikke butikker i Nordjylland?” v/ Dorthe Noe fra Noehow
Kl. 9.00: Online markedsføring der rammer målgruppen – Både gratis og betalt annoncering v/Mikkel Posborg fra Lokalmarketingpartner
Kl. 9.50: Opsamling og næste møde
Kl. 10.00: Tak for i dag.